23 Dage
Tidsrum
USA
Lokation

Texas, New Mexico & Arizona på 23 dage.

Oplev det sydvestlige USA i egen bil – en kør-selv ferie i USA, der byder på masser af fantastiske naturoplevelser og lige så mange autentiske “wild west” oplevelser.

Big Bend National Park i Texas, helt nede ved Rio Grande floden og grænsen til Mexico, er en fantastisk og meget stor nationalpark med vidt forskellige naturoplevelser og et spændende dyreliv – og muligheden for at krydse grænsen og Rio Grande floden og tage en smuttur til Mexico – helt lovligt inde i selve nationalparken.

I Carlsbad Caverns National Park i det østlige New Mexico kan I gå ned under jorden i et af de største hulekomplekser i verden med gigantiske og tusinder af år gamle drypstensformationer, mens White Sands National Monument i New Mexico byder på kæmpe sanddynger og sandklitter af fint sand.

Og i det sydlige Arizona ligger Saguaro National Park, berømt for sine flere meter høje og op til 150 år gamle kaktusser, der som giganter står placeret majestætisk rundt om i landskabet. Ved Sedona i det centrale Arizona kan I opleve knaldrøde sandstensklipper, der tårner sig op i landskabet – og eventuelt overveje en offroad tur i specialbyggede firehjulstrukne køretøjer.

Et fascinerende mix af amerikansk og mexicansk kultur, med rødder helt tilbage i den spanske kultur, stifter I også bekendtskab med på denne rundrejse i USA.

 

Texas, New Mexico & Arizona 23 dage – Henrik Lange

Denne kør-selv ferie i USA er sammensat med udgangspunkt i e-bogen ‘Texas, New Mexico & Arizona – 23 dage’, skrevet af rejsejournalist Henrik Lange.

Ved køb af din USA kør-selv ferie hos FindMinRejse.dk modtager du et gratis eksemplar af e-bogen. Bogen indeholder en detaljeret dag-til-dag rejseplan til turen i Texas, New Mexico & Arizona.

 

PRISER

Alle priser skæddersyes ud fra jeres ønsker, behov og budget – derfor udarbejder vi også en pris specielt til jer.

JA TAK - SEND MIG ET TILBUD

 

Prisen inkluderer Ikke inkluderet i prisen / tilkøbsmuligheder
Alle hoteller som beskrevet Rejseforsikring*
Lejebil som beskrevet Afbestillingsforsikring*
E-bog med detaljeret rejseplan af Henrik Lange Flypakke inkl. bagage*
* kan tilkøbes

 

Ovennævnte er et programforslag, som kan tilpasses efter jeres ønsker og behov

 

Praktisk information

Pas og visum
I god tid inden afrejsen, bør du tjekke at dit pas lever op til de nødvendige krav for indrejse og ophold i USA. Samtidig skal du senest 72 timer før afrejse, men meget gerne før, have søgt om ESTA til USA.

Rejseforsikring
Det kan blive dyrt at blive syg i USA, hvis du ikke er forsikret. Derfor anbefaler vi alle vores kunder at tegne en rejseforsikring inden afrejse.

Sygdomsafbestillingsforsikring og rejseforsikring kan tegnes igennem FindMinRejse.dk, når du bestiller din rejse til USA. Vi samarbejder med Gouda Rejseforsikring. Nogle forsikringsselskaber tilbyder at tegne en rejseforsikring som tilvalg til indboforsikringen.

Bookingkode: s1s2s3s4

I Dallas/ Fort Worth ligger alle biludlejningsfirmaer i samme terminal uden for lufthavnen. Så uanset hvilket biludlejningsfirma I har lejet bil hos, skal I hoppe ombord på en af de gratis busser, der vil fragte jer fra lufthavnsterminalen over til Rental Car Center, som ligger cirka 10 minutters buskørsel fra selve lufthavnen.

I kan lige så godt få afhentet jeres udlejningsbil med det samme efter ankomsten. Og så er det ellers bare med at komme frem til jeres hotel.

Hvis jeres referencer til Dallas (stadig) er TV-serien af samme navn fra 1980’erne, så forbered jer på noget af en overraskelse. Dallas er nemlig meget andet end olie og kvægdrift.

Nutidens Dallas er i stedet en vibrerende og moderne millionby med mange yngre indbyggere, som sætter deres præg på byen og giver byen et moderne urbant præg – ikke mindst i nogle af byens mere alternative kvarterer, der ligger meget langt fra den traditionelle forventning om en stram, stilren storby med skyskrabere tilsat glasfacader. Velkommen til det moderne og progressive Texas, der går alternative veje.

Vi anbefaler, at besøge:

  • John F. Kennedy og Six Floor Museum
  • Reunion Tower
  • Perot Museum of Nature and Science (for børn)
  • George W. Bush Presidential Library
  • Deep Ellum – partykvarteret i Dallas
  • Bishop Arts District – kunst, genbrug og cykelkultur

Dagens distance: 35 miles/ 50 kilometer

Jeres tredje dag i Texas byder på et møde med en helt anden type storby end Dallas. Nabobyen til Dallas, Fort Worth, ligger kun 50 kilometer vest for Dallas, og den føles ikke nær så stor som Dallas, selvom Fort Worth faktisk også er en millionby – men byen har dog bevaret meget af sin provinsielle charme.

Er I til kunst, er der flere spændende oplevelser i vente i Fort Worth:

  • Amon Carter Museum of Art
  • Fort Worth Museum of Modern Art
  • Cultural District i den østlige del af Fort Worth byder på ikke færre end tre store kunstmuseer

Fort Worth Stockyards
Efter frokost/ hen på eftermiddagen sætter I kursen mod det nordlige Fort Worth og byens berømte Stockyards. Fort Worth Stockyards er centrum for den historiske wild west kultur i Fort Worth med kvæg, cowboys og saloons.

Dagens distance: 190 miles/ 305 kilometer

En guidet byvandring kan anbefales, hvis I ønsker en bedre forståelse af Fort Worth og byens meget interessante historie. Som fx historien om byens gamle red light district, byens militære fortid (og årsag til byens navn) – og ikke mindst historien om John F. Kennedys sidste nat, inden har blev myrdet dagen efter 22. november 1963 i Dallas.

Turen fortsætter mod syd til Austin (cirka 3 timers kørsel), hvor vi anbefaler minimum 2 nætter i byen.

Austin er en af de få byer i verden, der er bygget op helt fra bunden som hovedstad – Washington D.C. er en af de få andre. Austin er Texas’ kulturelle og intellektuelle højborg, og det skyldes bl.a. at University of Texas fylder rigtigt meget i Austin.

Byens mange studerende præger bybilledet, og hertil kommer byens berømte musikkultur med masser af spillesteder. Endelig ligger der adskillige museer og andre kulturinstitutioner rundt om i Austin. Mentaliteten i Austin adskiller sig også fra store dele af Texas: Her tænkes der anderledes, og mange har en alternativ tilgang til verden.

Her får du en forsmag på, hvad I kan opleve i Austin:

  • Capitol – det texanske parlament
  • Koncerter, livemusik, fest og farver
  • Bullock Texas State History Museum
  • Blanton Museum of Art
  • Lyndon B. Johnson Presidential Library

Dagens distance: 190 miles/ 305 kilometer

Landskabet og området sydvest for Austin og nord for San Antonio – kendt under fællesbetegnelsen Texas Hill Country – byder på et kuperet terræn med lækker natur og et alsidigt dyreliv, flere hyggelige småbyer, spændende historie og sågar adskillige vingårde. Det kuperede landskab kombineret med det varme klima og jordforholdene gør denne del af Texas oplagt til vinproduktion.

Så i stedet for at køre direkte fra Austin til San Antonio ad Interstate 35, bør I give storbyerne en pause denne dag for at tage en afstikker ud i Texas Hill Country.

Vestpå fra Austin til Johnson City
Johnson City blev grundlagt tilbage slutningen af 1800-tallet, og især en Johnson fra Johnson City er kendt over hele USA: Nemlig Lyndon B. Johnson, der blev svoret ind som USA’s 36. præsident umiddelbart efter attentatet på John F. Kennedy den 22. november 1963 i Dallas.

I kan både køre rundt på ranchområdet i jeres udlejningsbil og få en guidet tur gennem hovedbygningen på LBJ Ranch. Lyndon B. Johnson ligger også begravet her.

Fredericksburg, Enchanted Rock og Fort Martin Scott
Ud over det kuperede landskab med masser af skov og floder er Texas Hill Country også kendt for en stribe hyggelige byer, der hver især har sin kulturelle profil. Fredericksburg er som navnet antyder grundlagt af nybyggere med tyske aner tilbage i midten af 1800-tallet.

Hvis I hellere vil have en naturoplevelse, ligger den store klippemonolit Enchanted Rock 17 miles nord for Fredericksburg på Highway 965 i retning mod den i øvrigt ret hyggelige by Llano.

Kerrville og Highway 16 til San Antonio
Fortsætter I sydpå ad Texas Highway 16, kommer I til en anden hyggelig by, Kerrville, som også byder på en charmerende bykerne. Fortsæt på Texas Highway 16 ind mod San Antonio. Highway 16 slår en sydvestlig bue gennem det kuperede Texas Hill Country. Det er ikke den hurtigste, men langt den smukkeste og mest naturskønne køretur ind mod San Antonio.

San Antonio har en helt speciel plads i texanernes hjerte. Byen ved San Antonio River har spillet en hovedrolle i Texas’ historie – først og fremmest på grund af slaget ved The Alamo i 1836, der førte til Texas’ uafhængighed fra Mexico.

Men San Antonio repræsenterer også det ”ægte” Texas, hvor den klassiske nybyggerkultur mødes med den mexicanske kultur langs Rio Grande Valley lige nord for grænsen. Desuden er San Antonio en kulturel by med en lang tradition for kunst og kultur.

The Alamo – vejen til Texas’ selvstændighed
Hvis man kun skulle nævne en enkelt begivenhed, der har haft betydning for Texas’ historie, er det ubetinget slaget ved The Alamo i 1836. Her kæmpede en række brave og beslutsomme texanske frihedskæmpere for Texas’ selvstændighed og løsrivelse fra Mexico.

Texas var en selvstændig nation frem til 1845, hvor Texas blev optaget som stat nummer 28 i USA efter en folkeafstemning.

Den gamle missionsstation betragtes næsten som et helligt sted, og selve The Alamo bygningen kaldes The Shrine, som man skal bevæge sig rundt i med andægtighed og respekt. Inde i selve Alamo kan I se våben og andre effekter, der tilhørte de forsvarende texanere. Der er naturligvis også opsat mindeplader for frihedskæmperne, der mistede livet under forsvaret af The Alamo.

The River Walk i San Antonio
Den anden store seværdighed i San Antonio er byens River Walk langs San Antonio floden, som byen kan takke for sin eksistens og placering. Bystyret i San Antonio har foretaget lidt af en genistreg ved at etablere en gangsti langs begge sider af floden, hvor I kan nyde naturen og byen langs væk fra trafik, støj og biler. En oase af ro og fred – midt i Downtown.

Langs visse dele af River Walk er der skudt restauranter og barer op ved flodbredden, og nogle steder har The Riverwalk nærmest karakter af ”det lille Venedig”, hvor der går lidt tivoli i den med buede broer over floden og lavt bundede flodbåde, der sejler turister rundt på floden på guidede ture. Der findes flere forskellige stoppesteder rundt langs flodbredden, hvor I kan stå på.

Kunst og katedraler i San Antonio
San Antonio er også kendt for sin kreative scene med masser af gallerier og kunsthåndværkere med arbejdende værksteder, som bl.a. kan opleves i den lille bydel, La Villita, også kaldet Historic Art Village.

Her ligger der en række gamle huse, der for hovedpartens vedkommende er flyttet hertil sten for sten op gennem 70’erne og 80’erne for at blive genopført og bevare dem for eftertiden, hvilket har skabt endnu en oase i byen. Bydelen repræsenterer dermed den ældste del af San Antonio.

Endelig kommer I også lige forbi byens gamle torv, Market Square, hvis I tager en tur rundt på Riverwalk. Ud til Market Square ligger en af byens markante gamle katolske kirker, San Fernando Cathedral, der bedst kan betegnes som San Antonio’s domkirke. Det er den ældste bevarende kirke i Texas, grundlagt i 1731.

Dagens distance: 330 miles/ 530 kilometer (San Antonio – Marathon via U.S 90)

Efter nogle dage med storbyer i det centrale Texas – Dallas, Fort Worth, Austin og San Antonio – skal I nu for alvor teste de lange afstande på de amerikanske landeveje. For i dag træder Texas for alvor i karakter, og nu er der dømt road trip gennem det vestlige Texas ad øde landeveje ud mod Big Bend National Park. Afstandene er lange, og det samme er de texanske landeveje. Velkommen på prærien i det vestlige Texas!

Hvis I er til en køn og lokal rute, så følg Interstate 35 sydvest ud ad San Antonio vestpå mod byen La Pryor og videre ud til grænsebyen Eagle Pass, der ligger ved bredden af Rio Grande floden. Denne rute er ikke meget længere end U.S. 90, men den er lidt sjovere, da I kan køre langs med Rio Grande floden fra Eagle Pass til Del Rio.

Del Rio er en af de store grænsebyer i Texas lige på grænsen til Mexico, ved bredden af Rio Grande floden. Vest for Del Rio bliver der rigtigt langt mellem byerne, og da ruten videre vestpå er meget smuk, skal turen helst køres i dagslys.

Vestpå fra Del Rio mod Big Bend
Nogle få miles nordvest for Del Rio krydser U.S. 90 over en længere bro, der fører jer over søen Amistad Reservoir. Søen er skabt af en opdæmning af Rio Grande floden. Dæmningen er opført tilbage i 1960’erne i et samarbejde mellem USA og Mexico, og den fungerer som vandkraftværk på tværs af grænsen.

Byerne Marathon eller Sanderson er et godt udgangspunkt for turen ind i Big Bend National Park dagen efter. Fra Marathon er der cirka en times kørsel ned til Big Bend National Park – eller cirka to timer fra Sanderson, hvis I overnatter der. Fra Del Rio er der cirka fire timers kørsel til Big Bend National Park.

Dagens distance: 140 miles/ 225 kilometer (afhængig af jeres rute i parken)

I dag skal I i nærkontakt med den første nationalpark på jeres tur, og I kan roligt glæde jer. For der venter en række fantastiske naturoplevelser i Big Bend National Park, som i alle henseender er den største nationalpark på hele jeres tur: Både geografisk og målt de meget forskellige natur- og kulturoplevelser, som Big Bend har at byde på. Derfor anbefaler vi 2 hele dage til Big Bend National Park.

Da Big Bend National Park er den første nationalpark, I rammer på denne tur, skal I starte med at få styr på formaliteterne i forhold til adgangen til nationalparkerne. Hvis I ikke allerede har et gyldigt America the Beautiful Annual Pass (fx fra en tidligere USA-tur), bør I købe et sådant pas i det lille besøgscenter ved den nordlige indkørsel til Big Bend fra Marathon – identisk med hovedvejen U.S. 385, som slutter ved indkørslen til nationalparken.

I skal sætte jeres papirkvittering op i førersiden af forruden, så park-rangerne ved indgangen kan se, at I har betalt for adgangen til parken, når I kører ind i parken igen dagen efter.

Fossil Discovery Exibit
Første stop inde i parken bør være den nye dinoudstilling, Fossil Discovery Exibit. Her kan I se en række kopier af dinosaur forsteninger, der er fundet i dette område af parken, suppleret af en fin udstilling om, hvordan store dinoer for millioner af år siden traskede rundt i et frodigt landskab der, hvor Big Bend National Park ligger i dag.

Det er ude i det landskab og plateau, som I har udsigt til fra den nye udstillingsbygning, at hovedparten af dino fossilerne i Big Bend National Park er fundet. Mange af de imponerende fossiler er udstillet i Perot Museum of Nature and Science i Dallas Texas, som I muligvis besøgte tidligere på turen.

Næste stop bør være parkens store besøgscenter ved lokaliteten Panther Junction. Her kan I blive opdateret på de aktuelle forhold i parken så som eventuelle vejarbejder, status på parkens naturstier, den aktuelle risiko for brandfare, praktisk information om grænseovergangen til Mexico, m.m.

Det er også i besøgscentret, at I kan se en film om parken, som introducerer parkens dyreliv, fauna, geologi og historie på en hurtig og overskuelig måde.

Udsigtspunkter og eftermiddagssol
Efter at I er blevet klædt på til at tage på opdagelse i Big Bend, er det bare at køre ud i parken og opleve den skønne natur. På grund af parkens størrelse skal I prioritere, hvad I helst vil opleve denne første dag. Et godt bud på en eftermiddagstur i Big Bend vil være at køre vestpå fra Panther Junction ud til Santa Elena/ Castolon Junction, hvor I følger asfaltvejen mod Castolon i den sydvestlige del af parken.

Undervejs ligger der flere udsigtspunkter, fx Sotol Vista og Mule Ears View Point, hvorfra I kan være heldige at få en smuk udsigt over landskabet, især når solen hænger lavt på himlen. Denne del af parken er fin at opleve hen på eftermiddagen. I kan også tage en afstikker ud til Burro Meas Pouroff.

For enden af asfaltvejen ved Santa Elena Overlook/ Trail, kan I nyde udsigten over Rio Grande floden – med udsigt til Mexico lige på den anden side af floden. Det er fascinerende at være så tæt på grænsen til Mexico.

Dagens distance: 190 miles/ 305 kilometer (afhængig af jeres rute i parken)

Temperaturen i det sydlige Texas spiller en hovedrolle for jeres oplevelse af Big Bend National Park. Og da I næppe har lyst til at blive stegt i parken, gælder det om at komme tidligt op og ind i parken lige fra morgenstunden. Stå gerne op og kør ind i parken omkring solopgang, så I kan nyde parkens smukke bjerge og klipper i det tidlige morgenlys. Det vil I ikke fortryde.

En sidegevinst ved at være tidligt på færde er også, at I ikke får problemer med at finde parkering, hvilket kan være en udfordring visse steder i parken.

Lost Mine Trail
En vandretur ud på Lost Mine Trail, er en god start på dagen. Lost Mine Trail går op til et udsigtspunkt, hvorfra I har en fantastisk udsigt over bjergene og Rio Grande floden nede i bunden.

Lost Mine Trail er en bjergsti med en vis stigning undervejs. Men oplevelsen er helt i særklasse, og hvis I vandrer turen op til toppen forholdsvis tidligt på dagen, vil en stor del af stien ligge i skygge, så I ikke bliver udsat for direkte sol. Turen er i alt cirka 5 kilometer frem og tilbage, og I kan være heldige at se sorte bjørne eller prærieulve undervejs.

Det eneste hotel inde i parken, Chisos Mountain Lodge ligger ved Chisos Basin. Her ligger også et besøgscenter, en campingplads og flere andre faciliteter.

Mexicansk kolorit langs flodbredden
Når I er færdige med Lost Mine Trail, kører I over i den østlige del af parken. Her ligger Rio Grande Village ved bredden af Rio Grande floden. I kan komme helt ned til flodbredden og kigge over på Mexico på den anden side. Det er i denne del af parken, at nærheden til Mexico mærkes tydeligst.

Ved Boquillas Canyon kan I gå langs bredden af Rio Grande floden og se over på den mexicanske side af floden. Langs den korte natursti vil I sandsynligvis også finde små ubetjente ”boder” med mexicansk kunsthåndværk i form af fx vandrestokke og kunsthåndværk – varer som lokale mexicanere sejler over floden i ly af mørket eller tidligt om morgenen. Hvis I vil købe noget, smider I pengene i et syltetøjsglas.

Over Rio Grande floden til Mexico i robåd
Det er naturligvis fristende at komme helt over på den anden side af grænsen og ind i selve Mexico, når I nu er så tæt på. Det kan heldigvis lade sig gøre ved den officielle grænseovergang tæt ved Boquilla Canyon. Her kan I krydse grænsen ved Boquilla Crossing Point of Entry, en helt officiel grænseovergang mellem USA og Mexico – og den eneste grænseovergang i Big Bend National Park. Grænseposten er åben i dagtimerne.

Grænseovergangen er dog ret alternativ, for der er ingen bro over floden. Så I bliver sejlet over Rio Grande i en robåd med en lokal mexicaner ved årerne. Denne service koster 5 dollars tur/ retur (2017).

Vel ovre på den mexicanske side af floden kan I enten vælge at gå op til den lille landsby, Boquillas del Carmen, ad den støvede grusvej op til byen – eller blive kørt de cirka 800 meter fra floden op til byen af en af de lokale, som tilbyder ”guideservice” i deres firhjulstrækkere. I kan også leje et æsel eller en hest.

I selve Boquillas ligger der et par mexicanske restauranter (men ikke ret meget andet), hvor det er oplagt at indtage frokosten – inden I begiver jer tilbage til floden, for atter at blive sejlet over på den amerikanske side.

Boquillas del Carmen er en lille, stilfærdig landsby langt ude på landet, der hovedsageligt lever af turister. Så der er intet farligt i at tage over på den mexicanske side af grænsen her ved Boquillas. Blot I husker at være tilbage på den amerikanske side af grænsen inden grænseposten lukker. Grænseovergangen er lukket mandage og tirsdage, men åben resten af ugen mellem kl. 8.00 og kl. 17.00 – I bør lige tjekke op på tiderne, inden I sejler afsted.

Fra Big Bend til byen Alpine 
Tilbage på amerikansk grund kan I bruge resten af eftermiddagen på at udforske de områder af Big Bend National Park, som I måske stadig mangler at opleve.

Når dagen går på held, så forlad Big Bend National Park via Terlingua og Texas Highway 118, og følg den nordpå til byen Alpine. I vil atter have forbindelse til omverdenen med ankomsten til Alpine. Der er nemlig ikke nogen mobildækning i eller omkring Big Bend National Park. Overnatning i Alpine.

Dagens distance: 235 miles/ 375 kilometer

Efter at have brugt de første 10 dage i det centrale og sydvestlige Texas, går turen i dag til Carlsbad i New Mexico. På grund af afstandene er der tale om en heldagstur, der heldigvis byder flere lækkerier undervejs i form af klassiske roadside attractions og masser af smuk natur langs de øde landeveje i det vestlige Texas.

Inden I når helt til frem til Carlsbad, bør I tage en afstikker op til Carlsbad Caverns og opleve de store flokke af flagermus, der omkring skumringstid flyver op fra hulerne i det sydøstlige New Mexico.

Marfa Lights lysfænomen
Cirka 10 miles øst for byen Marfa støder I på en rasteplads, også kendt som Marfa Lights Viewing Area. De såkaldte Marfa Lights er et lysfænomen, der har optaget lokale og videnskaben gennem årtier. Ifølge rygtet vil man fra netop denne lokalitet på klare aftener og nætter kunne opleve de såkaldte Marfa Lights, der er nogle lysende skiver i horisonten på størrelse med basketballs.

Marfa er blevet hjemby for flere kunstnere, der er søgt ud i det vestlige Texas for at lade sig inspirere af det specielle landskab. Marfa er således centrum for kunstgenren minimalisme, og I kan finde flere skulpturelle værker i denne kunstgenre rundt om i byen, bl.a. af den internationalt anerkendte kunstner Donald Judd, der boede i Marfa frem til sin død i 1994.

Et charmerende og historisk centrum, som bl.a. byder på det flotte gamle luksushotel Hotel Paisano, finder I også i Marfa. Hotellet åbnede i 1930 i forventning om et olieboom, som dog aldrig kom. Centrum er også hjemsted for flere kunstgallerier og andre lokale og mere hippe butikker, man ikke forventer at finde i en by som Marfa – men som understreger byens kunstneriske atmosfære. Marfa har også været brugt som location i adskillige film, bl.a. den Oscarbelønnede No Country for Old Men (2007).

Fra Big Bend op til Alpine på U.S. 90
Efter lidt window shopping ved Prada Marfa (et stykke såkaldt landart ) går turen videre vestpå til byen Van Horn, hvor I krydser den øst-vest gående Interstate 10, der fortsætter vestpå til El Paso og New Mexico.

Van Horn er desværre et lidt trist eksempel på en by, der kæmper for at overleve i skyggen af Interstate 10, som fører trafikken og dermed kunderne uden om byen.

Guadalupe Mountains National Park
Fra Van Horn følger I nu Texas Highway 54 nordpå op mod Guadalupe Mountains på grænsen mellem Texas og New Mexico. En smuk køretur med udsigt til et storslået landskab så langt øjet rækker her ude i det vestligste Texas.

Bemærk de mange udtørrede vandløb, der krydser vejen på cementbelagte underlag – og advarslerne om, at man ikke skal tage chancen og køre gennem vandstrømmen, hvis I tilfældigvis kører der en dag, hvor der pludselig er vand i disse normalt udtørrede ørkenfloder.

Guadalupe Mountains har adskillige vandrestier, men det kræver en del tid at nyde naturen i denne nationalpark, der ikke er helt så tilgængelig, som det er tilfældet i mange af dens nationalpark ”kollegaer”. Derfor anbefaler vi at spare på energien og fortsætte videre ind i New Mexico til Carlsbad Caverns. Men tag eventuelt et hurtigt kig i det fine besøgscenter ud til hovedvejen.

Bat flights i Carlsbad Caverns ved solnedgang
Carlsbad Caverns National Park står først på menukortet dagen efter. Men hvis I er fremme ved indkørslen til Carlsbad Carverns National Park ved lokaliteten White City i New Mexico lidt før solnedgang, så gør jer selv den tjeneste, alligevel at køre hele vejen op til besøgscentret ved Carlsbad Caverns.

Omkring skumringstid begynder indbyggerne i hulerne i Carlsbad Caverns nemlig at røre på sig: Carlsbad Caverns er hjemsted for tusindvis af flagermus. De flyver ud af hulerne for at lede efter føde omkring skumringstid hver aften i perioden fra maj og frem til slutningen af oktober/ starten af november. Så hvis I er afsted i dette tidsrum, så tag chancen og se om I kan være heldige at opleve de såkaldte ”bats flights”, hvor flagermus i tusindvis flyver ud fra hulerne.

Det er en fuldstændig fantastisk naturoplevelse, der leder tankerne hen på store stæreflokke og begrebet sort sol, der kan opleves i den sønderjyske marsk. En helt fantastisk naturoplevelse.

Fra Carlsbad Carverns er der cirka 45 minutters kørsel ind til selve Carlsbad by. Carlsbad er en stor turistby i kraft af sin placering tæt på Carlsbad Caverns, og den har alt, hvad I kan ønske jer af restauranter i alle prisklasser. Vi anbefaler at overnatte i Carlsbad den første nat i New Mexico.

Dagens distance: 205 miles/ 330 kilometer

Dagens store naturoplevelse er Carlsbad Caverns National Park, som I måske fik en smagsprøve på dagen inden. Men i dag skal I ned i det gigantiske hulesystem og opleve en af verdens største hulekomplekser med nogle helt fantastiske drypstenformationer skabt gennem tusinder af år. Herefter går turen videre vestpå i New Mexico til byen Alamogordo på en smuk tur gennem det naturskønne, østlige New Mexico.

Carlsbad Caverns
Ved at gå ned i hulerne fra overfladen får I en langt bedre fornemmelse af, hvor dybe (og mørke) hulerne er, selvom der naturligvis er opsat masser af lamper langs gangstierne, der fører ned i selve i Carlsbad Caverns.

Hovedattraktionen i Carlsbad Caverns er de gigantiske drypstensformationer i The Big Room, der bl.a. byder på en samling af gigantiske drypstensformationer i forskellige farver og former. Dem kan I opleve ved at gå rundt på egen hånd på den selvguidede tur i The Big Room.

Guidede ture med parkrangers til andre dele Carlsbad Caverns er også en mulighed – steder, som man kun kan besøge med en guide.

Tre timer til jeres besøg, bør give jer rigeligt med tid til at opleve hulekomplekset.

Dagens destination Alamogordo
Alamogordo er dagens destination, hvor vi anbefaler, at I overnatter. Så har I et fantastisk udgangspunkt for at kunne opleve White Sands National Monument fra morgenstunden næste dag, inden varmen for alvor sætter ind – afhængig af tidspunktet på året.

I kan glæde jer til en køn køretur op gennem den kuperede og skovrige Lincoln National Forest, der huser flere skisportsområder omkring byen Cloudcroft. Herfra går det nedad mod byen Alamogordo med en fantastisk udsigt over landskabet vest for bjergene.

Dagens distance: 80 miles/ 130 kilometer

I dag starter I også dagen med en nationalpark – eller rettere et National Monument: Naturoplevelsen i White Sands National Monument kan dog sagtens sammenlignes med nogle af de bedste amerikanske nationalparker i kraft af de gigantiske sandklitter, der tårner sig op her i det sydlige New Mexico. Senere fortsætter I vestpå, hvor I har mulighed for en militær afstikker til White Sands Missile Range, inden I rammer storbyen Las Cruces, der er dagens destination. Afstandene i dag er rimelig overkommelige.

Gigantiske sandklitter
White Sands National Monument ligger kun et kvarters kørsel vest for Alamogordo. Området er forholdsvis overskueligt, men det gør ikke oplevelsen af parken mindre storslået. Ud over at køre ind gennem området på parkens Scenic Drive, skal I naturligvis også ud i landskabet og nyde de enorme sanddynger. Der findes flere naturstier af forskellige længde og sværhedsgrad

Husk at tage hensyn til varmen i parken, da der bliver ekstremt varmt ude i klitterne om sommeren, hvor der absolut ingen skygge er. Derfor er de tidlige og kølige morgentimer et godt tidspunkt at besøge parken.

Missiler på White Sands Missile Range Museum
Fra White Sands er der en halv times kørsel til Las Cruces. Men hvis I gerne vil se nærmere på nogle af de missiler, som man gennem tiden har testet på den nærliggende militærbase, kan I overveje at besøge White Sands Missile Range Museum, der ligger inde på selve militærbasen.

Museet er et ret interessant bekendtskab, også selvom I ikke har nogen specielle forudsætninger eller militære referencer. På museet får I oprullet historien om det amerikanske missilprogram, der startede op under 2. verdenskrig. Det var også herude i det sydlige New Mexico, at de første atomprøvesprængninger fandt sted, inden man kastede atombomberne over Nagasaki og Hiroshima i Japan i august 1945.

Højdepunktet er dog nok den store udendørs raketpark, hvor I kan gå rundt blandt nogle af største og mest kendte rakettyper, det amerikanske forsvar har udviklet siden midten af 50’erne og frem til i dag. Det gælder raketter med højtflyvende navne som Falcon, Hawk, Patriot, Pershing, Redstone, Sidewinder, m.fl. Med andre ord: Nytårsraketter i den tungere afdeling.

Adgang til White Sands Missile Range Museum kræver et sikkerhedstjek, hvilket sker ved hjælp af jeres pas. Denne procedure kan godt tage en 10-15 minutter.

Las Cruces og historiske Mesilla
Las Cruces er en forholdsvis ny by, der har udviklet sig som administrativt og uddannelsesmæssigt centrum op gennem de seneste årtier. Byen er et fint sted at tage en overnatning, da den ligger godt placeret tæt ved bl.a. White Sands.

Hvad Las Cruces ikke har af historie, det har til gengæld den historiske by Mesilla, der har rødder helt tilbage til midten af 1800-tallet, dengang denne del af det nuværende New Mexico stadig var mexicansk.

Mesilla sydvest for Las Cruces er således en historisk oase med masser af charmerende gamle bygninger opført i den særlige pueblo stil omkring byens historiske torv. Et centrum, der er som taget ud af en mexicansk film eller et historisk postkort, hvor chilierne hænger i store ranker ude foran flere af husene.

Byen er også interessant i kraft af det faktum, at denne del af New Mexico faktisk var en del af Mexico helt frem til 1853 – altså flere år efter afslutningen på den mexicansk-amerikanske krig fra 1846 til 1848.

Men efter aftale med Mexico købte USA i 1853 et landområde af Mexico, der rykkede grænsen mellem USA og Mexico længere mod syd – og gjorde det nuværende New Mexico og i særdeleshed Arizona betydeligt større end de to stater ellers ville have været, hvis den oprindelige grænse mellem USA og Mexico havde været gældende i dag. Derfor blev Mesilla først en del af USA med virkning fra 1854.

Dagens distance: 265 miles/ 425 kilometer

Turen går i dag fra New Mexico og ind i det sydlige Arizona. Tæt ved grænsen til Arizona forlader I Interstate 10 for at tage en naturskøn rute ned i det sydligste Arizona, ned til grænsebyen Douglas ved den mexicanske grænse. I fortsætter via den charmerende by Bisbee op til westernbyen Tombstone, som er dagens destination.

Hvis I ikke nåede at besøge historiske Mesilla dagen inden, så slå et smut omkring denne perle af en historisk og charmerende by, inden I helt forlader Las Cruces området.

Intensiveret tilstedeværelse af U.S. Border and Custom Protection oplever I, når I har passeret statsgrænsen til Arizona. I nærmer jer nemlig langsomt men sikkert grænsen til Mexico, og der bliver holdt godt øje med, hvad der foregår i nabolaget.

Køreturen og naturen her tæt ved grænsen er dog ret lækker. Samtidig vil I også se, at de karakteristiske saguaro kaktusser nu begynder at dukke op i landskabet. I passerer byen Douglas, som blot er en stor grænseby og som ikke er speciel spændende at opholde sig i.

Lowell og Bisbee – kreative kunstnerbyer
En halv times kørsel vest for Douglas dukker den charmerende by Bisbee op. En tidligere mineby, der de senere år har udviklet sig til en ret populær by for kunstnere og kreative sjæle – ikke mindst takket være de naturskønne omgivelser i det bakkede landskab – og så naturligvis et lækkert, solrigt klima.

Første stop bør være den lille flække Lowell, der er en slags forstad til hovedbyen Bisbee. Lowell føles mest af alt som en slags kulisseby, der kunne være taget ud af en 50’er film. Butiksvinduerne langs byens hovedgade er således mest til pynt. I det hele taget ligner Lowell mest noget, der er stillet op til ære for turisterne.

Historien er dog, at en stor del af Lowell’s byhuse og gader er forsvundet i takt med, at den nærliggende Lavender Pit Mine – det gigantiske hul i jorden lige nordvest for byen – blev udvidet op gennem 50’erne. Tilbage er kun Erie Street, som I lige bør gøre et kort stop i og gå en tur op og ned ad den korte hovedgade.

Byen Bisbee dukker op én kilometer længere fremme ad Highway 80 – med masser af butikker, restauranter, barer og bed and breakfasts overnatning. Kort sagt: Alt hvad turisten kan ønske sig.

Bisbee er oprindeligt en mineby, hvor der tidligere blev udvundet både guld, sølv og kobber. Den tidligere Copper Queen Mine er i dag en turistattraktion. Her kan I få en guidet tur ned i dybet og få historien om dengang man hentede ædelmetaller op fra mineskakterne. Den guidede tur tager en time.

Bisbee er lykkedes med at transformere sig selv fra mineby til turistby. Bisbee tiltrak allerede i 1960’erne mange hippier, der søgte væk fra de større byer i USA. Bisbee er derfor en rigtig kunstnerby med et meget kreativt miljø, der inkluderer en art cinema, et teater og flere andre kulturinstitutioner – samt et miljø med mange gallerier, restauranter, lokale butikker og hyggelige barer placeret i et fodgængervenligt bymiljø med charmerende byhuse langs byens smalle og ofte stejle gader.

Tombstone – en klassisk westernby
Fra Bisbee er der kun en halv times kørsel til Tombstone, en af USA’s mest kendte westernbyer – med westernhistoriens nok mest kendte shoot out. Det var på hovedgaden i Tombstone, at sheriffen Doc Holiday i 1881 fik ram på hele tre kvægtyve, der tidligere havde gjort det af med to af hans brødre. Men denne juni dag i 1881 trak Doc Holiday – bogstaveligt talt – først og trak dermed også det længste strå i duellen mod de tre cowboys, som endte ”six feet under” på byens berømte kirkegård, Boothill Grave Yard, hvor de ligger den dag i dag – markeret med hver sin karakteristiske planke gravsten i træ. Ægte western nostalgi i Tombstone.

I er dog sandsynligvis først fremme i Tombstone sidst på eftermiddagen. Så for at I skal få noget ud af jeres besøg i Tombstone, anbefaler vi 2 overnatninger i westernbyen, hvilket både giver jer mulighed for at slappe lidt af og tage på opdagelse i Tombstone dagen efter.

Overnatning på ægte cowboy manér
Tombstone Monument Ranch giver jer muligheden for at prøve et ranchophold – og dermed få noget ægte cowboystemning. Forhør jer om muligheden hos jeres rejsekonsulent.

Tombstone Monument Ranch er bygget op som en klassisk westernby, hvor hvert byhus langs ”hovedgaden” indeholder et stort værelse, mens byens saloon har en restaurant og et værtshus i westernstil. Et ophold på ranchen lidt uden for Tombstone inkluderer både overnatning og måltider. Dermed kommer I i kontakt med de andre gæster på en anden måde end på et klassisk hotel.

Ridning er også en mulighed, da Tombstone Monument Ranch naturligvis råder over egne heste, som I kan låne og ride ud i landskabet på, på fælles guidede rideture.

Morgenmad omkring lejrbålet. Hvis I har valgt et ophold på Tombstone Monument Ranch, bliver morgenmaden typisk serveret på bedste western manér nede ved ”the chuckwaggon”, hvor kaffen holdes varm over bålet – og hvor en ægte, vejrbidt cowboy fortæller historier om ranchen og cowboylivet, mens I hygger jer omkring lejrbålet.

Dagens program bestemmer I selv, men friluftsfolket og de hesteglade vil sikkert gerne benytte chancen for en ridetur ud i westernlandskabet i det sydlige Arizona. Men I skal naturligvis også ind at kigge nærmere på Tombstone by med al sin historie og western nostalgi.

Hovedgaden i Tombstone er som taget ud af en cowboyfilm – med visse tendenser til at ligne filmkulisser, selvom bygningerne er reelle nok. Men byhusene langs hovedgaden i Tombstone er for de flestes vedkommende kopier af de originale træhuse fra slutningen af 1800-tallet, som brande, vind og vejr samt almindeligt slid for længst har gjort det af med.

The Bird Cage Theater
Undtagelsen er det klassiske The Bird Cage Theater i den sydlige ende af hovedgaden. Teatret er den eneste originale bygning i Tombstone tilbage fra de glade westerndage i slutningen af 1880’erne, hvor seksløberne talte deres eget sprog, whiskyen flød i stride strømme, og de letlevende kvinder var villige til lidt af det hele – bare dollarsedlerne havde den rette størrelse.

I dag er The Bird Theater et museum, hvor I kan få en guidet rundvisning. Og stedets farverige historie taget i betragtning, så er det på sin plads. Ud over almindelige guidede ture i dagtimerne, tilbydes der også specielle spøgelsesture, nightly ghost tours. For naturligvis er der både spøgelser og ånder i en bygning, der gennem tiden har lagt rum til mange dødsfald og drab.

De guidede aftenture fås i to forskellige versioner: Den familievenlige udgave, hvor børn fra 12 år og opefter kan deltage, og en voksenudgave. Det kan være en meget speciel oplevelse at sidde i bælgmørke sammen med en gruppe andre fremmede mennesker på scenen i Bird Cage Theater i Tombstone og lytte intenst efter, om nogle af ånderne vil give lyd fra sig.

Krudt, kugler og drab
Tombstone’s gyldne årti var 1880’erne, hvor der blev fundet store mængder sølv i undergrunden, hvilket gjorde byen til en boomtown, der på få år voksede til at have over 10.000 indbyggere. Men Tombstone var også en af vestens vildeste byer med masser af konflikter mellem den meget brogede skare af indbyggere, der talte alt fra cowboys og minearbejdere til byens overklasse bestående af bl.a. advokater, bankfolk og rige entreprenører, der var med til at finansiere driften og udviklingen af byens miner.

De løstsiddende revolvere i bælterne på cowboys i Tombstone gjorde, at der var masser af ”kunder” til byens kirkegård, Boothill Grave Yard. Den gamle kirkegård med de karakteristiske planker på gravene er således en vigtig del af fortællingen og historien om Tombstone.

De tre nok mest prominente grave på Boothill Grave Yard tilhører Billy Clanton, Tom McLaury og Frank McLaury, der alle blev skudt og dræbt af Earp brødrene under den berømte skudduel ved O.K. Corral i 1881.

Men der er mange andre ofre, og når I går rundt på kirkegården og læser inskriptionen på træplankerne, får I flere steder interessante detaljer om den afdødes endeligt, som fx personen Rock, der ifølge inskriptionen på planken på hans grav blev ”Shoot by a Chinaman”.

Dagens distance: 80 miles/ 125 kilometer

I dag går turen ind til storbyen Tucson. Tucson føles imidlertid ikke som en storby. Den er ret overskuelig trods sine omtrent en million indbyggere, da byen spreder sig ud over et stort areal.

Samtidig har Tucson rigtigt mange spændende oplevelser at byde på, der i en sjælden grad for en storby relaterer sig til byens omgivende natur og ret specielle klima. Så I kan roligt glæde jer til en række dejlige oplevelser.

I skal dog ikke helt ind til Tucson, for der venter jer to spændende attraktioner i den vestlige del af Tucson, som hovedparten af dagen formentlig går med.

Pina Air & Space Museum
Det sydlige Arizonas specielle og tørre ørkenklima gør Tucson området til et genialt sted at opbevare fly. Det har U.S. Air Force udnyttet på deres luftbase Davis-Monthan Air Force Base, der huser USA’s vel nok største flyopbevaringsplads med militærfly. Faktisk står der over 4.000 fly og helikoptere i alle størrelser på Davis-Monthan Air Force Base.

Nærmeste nabo til luftbasen er et af verdens største flymuseer, Pima Air & Space Museum, der har yderligere 300 fly udstillet på det gigantiske museum.

Afsæt mindst tre timer denne dag til at se på fly og rumfartøjer i alle aldre og størrelser på Pima Air & Space Museum. I har også mulighed for at få en helt unik guidet rundvisning i bus inde på den nærliggende Davis-Monthan Air Force Base, hvor de føromtalte 4.000 militærfly står på rad og række. Det kræver dog lidt planlægning på forhånd, da I af sikkerhedshensyn nogle dage i forvejen skal ansøge om at få lov til at deltage på busturen, da turen foregår inde på en aktiv militærbase – og alle deltagere skal sikkerhedsscreenes på forhånd.

Saguaro National Park East
Nationalparken med de meter høje kaktusser er speciel ved, at parken er delt op i to enklaver: En øst for Tucson og en vest for byen. Begge afdelinger af nationalparken er værd at besøge, og den østlige del af parken bør stå på programmet i dag, da det passer bedst med jeres rejseretning, så I slipper for unødvendig ekstrakørsel rundt i Tucson området.

Fra Pima Air & Space Museum er der 30 minutters kørsel ud til Saguaro National Park East. Den østlige del af Saguaro består hovedsageligt af vildmark. Men østparken byder også på et fem miles langt Scenic Drive, hvor I kommer helt tæt på nogle af de største kaktusser, som gror her i det sydlige Arizona.

Gør jer selv en tjeneste, og slut dagen af med en tur rundt på Saguaro Park East’s Scenic Drive. Der ligger også et fint besøgscenter, som I kan nå at kigge ind i, hvis I er fremme inden lukketid sidst på eftermiddagen.

Selve Tucson er et ikke uinteressant bekendtskab, og Tucson Downtown har betydeligt mere liv end man kender det fra mange andre amerikanske storbyer – også uden for almindelig kontortid. Det skyldes bl.a. det milde klima i det sydlige Arizona, der gør aftenerne behagelige at være udendørs. Men også det faktum, at Tucson er en stor uddannelses by med et aktivt studiemiljø med mange unge.

Dagens distance: 65 miles/ 105 kilometer

Tucson området har mange forskellige indtryk at byde på, så vi anbefaler to overnatninger i byen. Derfor har I en hel dag til at tage på oplevelse omkring Tucson. I dag gælder det området syd og vest for byen, der byder på tre meget forskellige kulturelle oplevelser fra hver sin historiske tidsperiode.

Mission San Xavier del Bac
Cirka 10 kilometer syd for Tucson ligger en af de smukkeste – nogen siger den smukkeste – katolske mission i USA fra dengang Mexico stadig var under spansk herredømme. Mission San Xavier del Bac blev opført i perioden fra 1783 til 1797 som katolsk kirke for de lokale indianere i området, og sådan fungerer kirken fortsat den dag i dag – drevet af franciskanermunke og søstre.

Mission San Xavier del Bac ligger inde i et af de arealmæssigt største indianerreservater i USA, Tohono O’odham Nation reservatet, som målt på areal kun overgås af Navajo Nation i Arizona, New Mexico og Utah.

Den over 200 år gamle Mission San Xavier del Bac er åben for offentligheden, når der ikke er kirkelige handlinger. Et oplagt sted at fornemme historien i en del af Arizona, der ikke har ret mange andre historiske vidnesbyrd helt tilbage fra den spanske tid i området.

Titan Missile Museum
Længere sydpå gemmer der sig en helt anden historisk oplevelse af noget nyere dato. På Titan Missile Museum kan I få en guidet rundvisning ned i den eneste tilbageværende atommissilsilo i Titan II kategorien i USA med tilhørende kontrolcenter.

Titan II raketterne er de største langdistance atomraketter, der indgik i USA’s atomforsvar under den kolde krig. Titan II missilerne stod stand by 24 timer i døgnet fra 1963 frem til 1987, hvor missilerne blev taget ud af drift, da teknologien var løbet fra de gigantiske missiler.

I alt var der 54 Titan II missilsiloer med tilhørende kontrolcentre spredt ud over hele USA under den kolde krig, men i dag er det kun siloen syd for Tucson med det officielle navn Complex 571-7, der er bevaret. Hvis I vil opleve et stykke helt speciel militærhistorie med afsæt i den kolde krig, så besøg Titan Missile Museum syd for Tucson, der under den kolde krig hørte til en af USA’s mest hemmelige militære installationer.

Old Tucson Studios og Arizona-Sonora Desert Museum
Efter to historisk “alvorlige” seværdigheder, anbefaler vi, at I bruger resten af dagen i Old Tucson Studios, en familiepark der hylder westernfilmen som filmgenre. Op gennem 1950’erne, 60’erne og 70’erne blev nogle af Hollywoods mest velkendte og elskede westernfilm optaget vest for Tucson – i det der i dag er Old Tucson Studios. En oplagt lokalitet, der både kunne levere de rette omgivelser, og hvor klimaet en stor del af året var behageligt at arbejde i for både teknikere og skuespillere.

På Arizona-Sonora Desert Museum kan I opleve Sonora-ørkenens landskab på de i alt cirka tre kilometer naturstier, som krydser rundt gennem parken. Undervejs kan I også se en række af de dyr, som lever ude i ørkenen, men som ikke altid er til at få øje på uden for parken. Men inde i parkens lukkede områder skulle der var en chance, selvom der ikke er nogen garanti.

Hvis I allerede har brugt noget tid i Saguaro National Park og har oplevet den karakteristiske natur med de store kaktusser og det særlige dyreliv, som Sonora-ørkenen i det sydlige Arizona byder på, kan I vælge at springe Arizona-Sonora Desert Museum over.

Mission San Xavier del Bac og Titan Missile Museum
Der er langt mellem de historiske vidnesbyrd om den tidligere spanske/ mexicanske fortid i det sydlige Arizona. Men 10 miles syd for Tucson ligger Mission San Xavier del Bac, en smuk gammel spansk missionsstation og kirke, der blev grundlagt af spanske munke i 1692. Den er et must, når I besøger Tucson og vil fornemme den spanske og mexicanske fortid i området.

Længere sydpå ligger en lokalitet, som folk med interesse i den kolde krig og militærhistorie ikke vil gå glip af. Titan Missile Museum er et levn fra den kolde krig. Her kan I besøge en missilsilo, som indeholder det største interkontinentale missil, som USA havde i brug under den kolde krig. I missilsiloen står et Titan II langdistance missil, der kunne fremføre atomsprænghoveder til mål i fx Rusland.

Ud over de mange attraktioner og naturoplevelser rundt om Tucson, er selve Tucson by også et behageligt bekendtskab. Byen har et velfungerende netværk af sporvogne, der er med til at give Tucson Downtown en ekstra dimension. Læg hertil de mange studerende, som skaber liv i bymidten og giver grobund for et bredt udvalg af cafeer, restauranter og spillesteder. Tucson er i kraft af sine lækre naturomgivelser en skøn oase i det sydligste Arizona.

Dagens distance: 275 miles/ 440 kilometer via Globe eller 230 miles/ 370 kilometer via Phoenix

Inden I tager afsked med Tucson området, skal I lige have endnu en dosis kaktusser. Første punkt på dagsordenen denne dag er et besøg i Saguaro National Park West, som byder på endnu flere imponerende kaktusser i flere meters højde – inden I sætter kursen nordpå mod Sedona i det centrale Arizona.

Saguaro National Park West ligger som navnet indikerer vest for Tucson, og mens den østlige del af parken hovedsagelig er vildmark, er den vestlige del af parken mindre, men mere tilgængelig.

Den vestlige udgave af Saguaro National Park byder på et fint besøgscenter men også på et fem miles langt Scenic Drive, som bl.a. går ud forbi den smukke natursti Valley View Overlook Trail, hvor I fra toppen har en fantastisk udsigt over området. Her vokser kaktusser uanset i hvilken retning, I vender jer. I bør også gøre et stop ved Signal Hill Picnic Area, hvor I kan se eksempler på flere hundrede år gamle indianske inskriptioner og tegninger på klipperne.

Ikke langt fra Saguaro National Park West ligger Arizona-Sonora Desert Museum, som ikke er et traditionelt museum, sådan som navnet umiddelbart antyder, men et stort naturcenter, der formidler natur- og dyreliv i Sonora ørkenen, som det sydlige Arizona ligger i. Via naturstier rundt i området kan I opleve forskellige typer natur og dyreliv, der er karakteristisk for Sonora ørkenen i Arizona.

Det smukke alternativ op mod Sedona
Fra Tucson går turen op mod Sedona i det centrale Arizona. Vi anbefaler at I køre uden om Phoenix, et godt stykke øst om byen, og ud gennem noget af det sydlige og centrale Arizonas smukke landskab, som man som international turist ellers ikke kommer i nærkontakt med.

Nu følger I så Highway 77 mod nordvest og nord, der vil føre jer op til byen Globe, hvor I kan overnatte, eller fortsætte videre nordpå til byen Payson. Fra Payson følger I den smukke, men lidt snoede og skovrige Highway 260, der snor sig mod nordvest gennem de smukke bjerge helt frem til I rammer Interstate 17 mellem Flagstaff og Phoenix.

Denne smukke afstikker gennem det centrale Arizona fra Tucson op til Interstate 17 er 240 miles lang og tager cirka fem timer at køre, hvis den køres i ét stræk. Det er derfor, at I kan overveje at ”bide” køreturen over, og fx tage en overnatning i enten Globe eller Payson.

Den ”kedelige” tur via Phoenix
Den kedelige (og lidt hurtigere) rute på Interstate 10/ Interstate 17 via Phoenix har en længde på 210 miles. Her skal I beregne tre en halv times kørsel uden pauser. Husk at tage højde for myldretidstrafikken gennem Phoenix, der sagtens kan forlænge jeres rejsetid betydeligt.

Sedona i det centrale Arizona er dels en by, men i lige så høj grad en naturlokalitet, berømt for sine knaldrøde bjerge, der kan ses næsten hele vejen rundt i horisonten, når I står i Sedona by.

I i kraft af sin lækre natur med flere muligheder for aktiv ferie i form af vandring, cykling, klatring, golf og lignende, er Sedona en populær ferieby blandt amerikanerne. Klimaet er også lækkert det meste af året, og i dag er det jeres tur til at nyde det lækre landskab omkring Sedona.

Guidede ture ud i naturen omkring Sedona kan varmt anbefales., Der findes en stribe forskellige offroad ture, hvor I kommer rundt i landskabet og tæt på de røde klippeformationer. Alle ture foregår i specialbyggede jeeps med chauffør, der også er guide.

Verde Canyon Railroad
At de røde sandstensklipper og landskabet i det centrale Arizona i det hele taget er en unik oplevelse, kan I også opleve på en helt anden og mere afslappet måde. Verde Canyon Railroad er en veteranjernbane, som udgår fra byen Clarkdale. Herfra følger jernbanen Verde Canyon River langs flodbredden, da det var nemmest at bygge jernbanen langs med floden, da banen blev anlagt i 1912.

Det kan vi være glade for i dag, for dermed har vi som turister en unik mulighed for at nyde det flotte landskab – og med lidt held også dyrelivet i det centrale Arizona – fra en helt anden vinkel end i bil. Der går nemlig ikke nogen veje langs med floden, og vælger I toget, skal I bare læne jer tilbage og nyde turen, som tager ca. 4 timer.

Overnatningen kan foregå i enten Sedona, Cottonwood, Clarkdale eller Flagstaff.

Dagens distance: 160 miles/ 260 kilometer (fra Flagstaff via Grand Canyon til Williams)

Med ankomsten til det nordlige Arizona er I kommet op i velkendt territorium for mange. For nu er I oppe ved Route 66 og i Grand Canyon land, som nogle af jer sikkert har besøgt tidligere. Det er naturligvis op til jer, om I vil bruge en dag på at hilse på Grand Canyon igen. Men det er ret fristende, når I nu er så tæt på. Derfor indeholder rejseplanen denne dag muligheden for at slå et hurtigt smut op til Grand Canyon South Rim.

Fra U.S. 89 og ind til den østlige indgang til Grand Canyon National Park er der cirka en halv times kørsel – og mulighed for at shoppe lidt undervejs i nogle af de indianske boder, som ligger ud til Highway 64. I alt er der halvanden times kørsel fra Flagstaff op til østindgangen til Grand Canyon.

Desert View Watch Tower og Grand Canyon East
Hvis I ikke tidligere har brugt tid i den østligste del af Grand Canyon National Park, er det oplagt at gøre det nu. Hovedattraktionen er det smukke gamle udsigtstårn, Desert View Watch Tower, som er opført i pueblo stil med en udsigtsplatform oppe i toppen.

Det er dog ikke så meget udsigten, men i lige så høj grad den indianske udsmykning indvendigt i tårnet, som gør Desert View Watch Tower til en speciel oplevelse – og et levn fra turismens barndom i Grand Canyon i starten af 1900-tallet, hvilket de smalle trapper i tårnet understreger. Tårnet er normalt åbent for besøgende fra kl. 9 til kl. 17, lidt længere i højsæsonen. Det er gratis at gå en tur op i toppen af The Watch Tower.

Og så er det bare at nyde udsigten over Grand Canyon fra de udsigtspunkterne langs sydkanten af kløften. Overvej et stop ved lokaliteten Tusayan Ruin, hvor I kan se beviser på, at der har været mennesker ved Grand Canyon længe inden de første turister dukkede op. Her ligger resterne af en historisk indiansk boplads, og i det lille museum ved parkeringspladsen kan I få mere viden om disse tidligere beboere ved Grand Canyon.

Gensyn med Williams og Route 66
Hvis I har været i Grand Canyon tidligere, vil nogle timer formentlig række til jeres besøg denne gang. Derfor anbefaler vi, at I forlader Grand Canyon igen hen på eftermiddagen for at sætte kursen sydpå ned mod Williams og Route 66.

Route 66 vil måske også være et gensyn for mange af jer. Men heldigvis har Route 66 så mange oplevelser at byde på, at man altid kan finde på noget nyt at opleve langs The Mother Road. Route 66 byen Williams byder altid på et dejligt gensyn med sin fantastiske neonbelyste hovedgade og dertil hørende fristelser i form af restauranter og souvenirbutikker.

Williams er et oplagt sted at tage en overnatning i kraft af sit frodige udvalg af klassiske Route 66 moteller som fx The Westener Motel eller Highlander Motel. Det klassiske gamle Grand Canyon Hotel midt i Williams er også et rigtig godt bud på et klassisk overnatningssted.

Når sulten melder sig, kan I overveje Goldie’s Route 66 Diner i den østlige ende af byen. En klassisk Route 66 diner fra 60’erne med masser af solid road food på menukortet tilsat masser af kalorier. Men servicen fejler ikke noget, og stedets milkshakes sidder lige i skabet.

I kan også overveje at fortsætte videre vestpå ad Interstate 40/ Route 66, og så I stedet tage en overnatning i Seligman på Route 66. Seligman passer sjældent ind i planerne på den klassiske tre ugers tur rundt i det vestlige USA, hvor valget af overnatningsby typisk falder på enten Lake Havasu City eller måske Kingman. Men på denne tur passer Seligmans placering på Route 66 ret godt. Der er cirka 45 minutters kørsel fra Williams til Seligman.

Dagens distance: 235 miles/ 375 kilometer (fra Williams til Las Vegas)

Der står også Route 66 nostalgi på agendaen denne dag i form af turen ad Route 66 op i nærheden af Grand Canyon og videre til Kingman – inden I fortsætter til Las Vegas. Måske et velkendt territorium for mange, men også en mulighed for at dyrke nogle af de Route 66 oplevelser, I måske ikke har nået på tidligere USA-rejser.

Det kunne fx være Grand Canyon Caverns, hvor I kan tage elevatoren 64 meter ned under jorden for at få en guidet rundvisning i det underjordiske hulesystem, som har direkte forbindelse til Grand Canyon kløften, der godt nok ligger adskillige kilometer væk – men hvor der stadig er forbindelse til kløften via snævre gange og underjordiske huler, der endnu ikke er udforsket.

Selve Grand Canyon Caverns lige under Route 66 er dog udforsket. Her kan I kan gå rundt i 13 graders varme under jorden på oplyste stier med en længde på en lille kilometer. Beregn halvanden time til den guidede tur.

Route 66 gennem Kingman
Kingman er en af Arizonas vigtigste Route 66 byer, og den gamle Route 66 ind gennem Kingman er ret velbevaret med en række moteller med klassiske neonskilte som fx Hill Top Motel eller El Trovatore Motel.

Mr. D’z Route 66 Diner midt i Kingman er et oplagt sted at indtage jeres frokost. Det er en ægte lokal diner på Route 66 i 50’er stil – uden der går for meget kitsch eller iscenesættelse i den. Menukortet er helt, som det skal være, og de lokale bruger også dineren, så det er altså ikke kun turister, I møder derinde.

Som en fin detalje – og en reference til Kingman som jernbaneknudepunkt – hænger der en togfløjte ved udleveringsvinduet ind til køkkenet, som kokken kan trække i, hvis servitricerne er lidt for uopmærksomme på, at nogle af de bestilte retter er klar til udlevering. Spøjs detalje.

Mr D’z Route 66 Diner ligger i øvrigt næsten lige overfor Kingmans flotte besøgscenter, indrettet i et tidligere elværk, hvor I kan se en permanent udstilling om Route 66 gennem Kingman. Bemærk de små modeltog, som kører rundt langs loftet. Overfor i Powerhouse Visitor Center kan I få taget jeres foto i parken ved det store damplokomotiv i Locomotive Park.

Hoover Dam og Grand Canyon West på vej til Vegas
Da I kører lige forbi Hoover Dam, når I krydser Colorado floden på den nye motorvejsbro over floden på grænsen mellem Arizona og Nevada, kunne det være oplagt at tage en afstikker ned til den store dæmning.

I kan også – mens I stadig befinder jer i Arizona – overveje en tur ud forbi Grand Canyon West i Hualapai Indianernes reservat ude i den vestlige del af Grand Canyon. Det er herude, at I finder den specielle hesteskoformede gangbro med gennemsigtig glasbund, der slår en bue ud over kløften. Det kræver dog, at I afsætter tre timer til denne afstikker.

Ved at ankomme til byen sidst på eftermiddagen, har I mulighed for allerede på jeres første aften i Las Vegas at gå ud at opleve et show eller noget underholdning – og ikke uvæsentlig at få afhentet billetterne senest en time før den planlagte forestilling, hvilket plejer at være normalen i Las Vegas.

Dagens distance: 120 miles/ 195 kilometer (dagstur med start og slut i Las Vegas)

Med ankomsten til Las Vegas er turen gennem Texas, New Mexico og Arizona afsluttet. Men der gemmer sig en række lækre naturoplevelser i Nevada uden for Las Vegas, som ligger i meget fin tråd med nogle af de oplevelser og nationalparker, som I har mødt på turen gennem det sydlige Texas, New Mexico og Arizona.

Derfor får I her et par forlag til oplevelser i det sydlige Nevada, som I kan overveje at bruge en ekstra dag på som afslutning på jeres tur – der kan opleves på en dagstur fra Las Vegas.

Lake Mead: Vandlegepladsen i ørkenen
Søen Lake Mead øst for Vegas er en menneskabt kreation. Lake Mead er et direkte resultat af opdæmningen af Colorado floden ved Hoover Dam tilbage i 30’erne, hvor opdæmningen af floden fik vandet til at stige adskillige meter i floddeltaet bag dæmningen.

Valley of Fire State Park – de røde klippeflammer
Nevada har en USA’s mest fascinerende statsparker, Valley of Fire State Park, som I helt automatisk kommer op til, når I forlader Lake Mead National Recreation Area i den nordligste del af parken. Valley of Fire byder som navnet antyder på nogle helt fantastiske orange og røde sandstens klippeformationer, der vrider sig i nogle helt unikke former.

Denne foreslåede dagsrundtur fra Las Vegas op langs vestbredden af Lake Mead og videre til Valley of Fire og retur til Las Vegas er en heldagstur på cirka 120 miles/ 195 kilometer, som I skal afsætte det meste af en dag til at gennemføre, så I har tid til at nyde naturen ved både Lake Mead og i Valley of Fire State Park.

I dag går turen hjemad, og I afleverer jeres lejebil i lufthavnen umiddelbart før afrejse med fly fra Las Vegas.

INDSÆT GOOGLE MAP HER!

Texas