6 Dage
Tidsrum
USA – Blue Ridge Parkway
Lokation

Blue Ridge Parkway på 6 dage – fra Shenandoah til Great Smoky Mountains

Amerikanernes mest elskede kør-selv rute… 469 miles landevej, der krydser sig gennem skovklædte bjerge med forrygende udsigter over det vestlige Virginia og det vestlige North Carolina – og med en nationalpark i hver ende af ruten. Shenandoah i den nordlige og Great Smoky Mountains i den sydlige. En perle af en rekreativ naturoplevelse, hvor det handler om at komme ned i tempo og nyde naturen.

Ruten følger i grove træk den gamle vandrerute Appalachian Trail på toppen af Blue Ridge Mountains med masser af udsigtspunkter undervejs. Og sandsynligvis også et møde med nogle af de mange vandrere, der som pilgrimme begiver sig ud på Appalachian Trail. Men også et møde med en del af USA, der har sine helt egne kulturelle referencer. Et vejrbidt landskab med klassiske farme og små landbrug, hvor seje bønder tidligere drev små landbrug i trange kår.

Bønderne og minearbejderne i Appalachian Mountains har også skabt deres helt egen kultur, der fx inkluderer sin egen musikgenre, blue grass musikken, egen arkitektur i form af små farme opført helt i træ og egne kulturelle traditioner. Det er denne unikke og autentiske del af USA, I vil stifte bekendtskab med på en kør-selv ferie ned langs Blue Ridge Parkway.

Blue Ridge Parkway 6 dage – Henrik Lange

Kør-selv ferien er sammensat med udgangspunkt i e-bogen “Blue Ridge Parkway – 6 dage” skrevet af rejsejournalist Henrik Lange. 

Ved køb af din USA kør-selv ferie hos FindMinRejse.dk modtager du et gratis eksemplar af e-bogen. Den indeholder en detaljeret dag-for-dag rejseplan til kør-selv turen ad Blue Ridge Parkway.

PRISER

Alle priser skæddersyes ud fra jeres ønsker, behov og budget – derfor udarbejder vi også en pris specielt til jer.

JA TAK - SEND MIG ET TILBUD

 

Prisen inkluderer Ikke inkluderet i prisen / tilkøbsmuligheder
Alle hoteller som beskrevet Rejseforsikring*
Lejebil som beskrevet Afbestillingsforsikring*
E-bog med detaljeret rejseplan af Henrik Lange Flypakke inkl. bagage*
* kan tilkøbes

 

Ovennævnte er et programforslag, som kan tilpasses efter jeres ønsker og behov

Praktisk information

Pas og visum
I god tid inden afrejsen, bør du tjekke at dit pas lever op til de nødvendige krav for indrejse og ophold i USA. Samtidig skal du senest 72 timer før afrejse, men meget gerne før, have søgt om ESTA til USA.

Rejseforsikring
Det kan blive dyrt at blive syg i USA, hvis du ikke er forsikret. Derfor anbefaler vi alle vores kunder at tegne en rejseforsikring inden afrejse.

Sygdomsafbestillingsforsikring og rejseforsikring kan tegnes igennem FindMinRejse.dk, når du bestiller din rejse til USA. Vi samarbejder med Gouda Rejseforsikring. Nogle forsikringsselskaber tilbyder at tegne en rejseforsikring som tilvalg til indboforsikringen.

Bookingkode: s1s2s3s4

Dagens distance: Cirka 105 miles/ 170 kilometer

Blue Ridge Parkway starter officielt ved byen Waynesboro sydvest for Washington D.C. Men hvorfor ”nøjes” med de 469 miles, når I kan få yderligere 105 fantastiske miles med i pakken ved at starte jeres kør-selv ferie ved byen Front Royal vest for Washington D.C. – og tage turen ad Skyline Drive gennem Shenandoah National Park. Det koster godt nok 25 dollars pr. bil/ familie, men det er alle pengene værd.

En hel dag til Shenandoah National Park
Mens hovedparten af naturen langs Skyline Drive består af løvskov, bjergtoppe, klipper og smukke udsigter, er Big Meadows cirka halvvejs gennem parken undtagelsen. Her kan I kigge ud over et lækkert engområde, hvor der er gode chancer for at spotte hjorte, der græsser på engen. I Shenandoah kan I også ske at møde vaskebjørne, murmeldyr, harer, ræve og sorte bjørne. Desuden vrimler det med sangfugle.

Selvom de 105 miles ad Skyline Drive sagtens kan køres på 2-3 timer, så afsæt en hel dag til Shenandoah. Fra Washington D.C. og Dulles International Airport er der cirka halvanden times kørsel ad Virginias Interstate 66 ud til Front Royal. Byen er rigtig charmerende med en hyggelig downtown med flere butikker og restauranter.

I kan også vælge at køre tidligt fra Washington D.C. om morgenen (hvis I fx er startet med et par dage i Washington D.C.), og så køre hele vejen gennem Shenandoah. I så fald er byen Waynesboro det oplagte sted at tage en overnatning, inden I kører ud på selve Blue Ridge Parkway.

Dagens distance: Cirka 110 miles/ 175 kilometer

I dag starter turen ud på Blue Ridge Parkway, og I er “in for a treat”, som amerikanerne siger. Den nordligste del af Blue Ridge Parkway byder på panoramaudsigter over Virginia fra toppen af Blue Ridge Parkway – både mod øst og mod vest, og nogle steder har I endda udsigt til begge sider på en gang.

Der ligger masser af små lækre naturoplevelser langs ruten og venter på jer. Så det er bare at nyde turen og sørge for at komme ud af bilen, så I får den optimale oplevelse af Blue Ridge Parkway.

Friluftsmuseum og naturstier langs Blue Ridge Parkway
En slags friluftmuseum med en række bygninger, der er flyttet hertil fra andre steder, finder I lige ved siden af besøgscentret, få miles efter I er kørt ind på Blue Ridge Parkway.  en rekonstrueret bondegård, sådan som den har set ud, da farmere i midten af 1800-tallet dyrkede jorden i Blue Ridge Mountains.

Udsigten over Virginias (og West Virginias) kuperede landskaber og bjergtoppe er naturligvis hovedattraktion langs Blue Ridge Parkway. Derfor ligger der det ene såkaldte ”Overlook” efter det andet langs vejen.

Men flere steder er disse udsigtspunkter suppleret med små naturstier, der byder på endnu mere udsigt, men også små lækre naturoplevelser, hvor I på skilte kan få flere informationer om geologi, dyreliv og botanik. Det gælder fx ved Greenstone Trail, hvor en kort natursti tager jer med rundt på en tur blandt klippeblokke, mens små skilte forklarer lidt om geologien i Blue Ridge Mountains.

Vandfald og en smalsporsjernbane
Yankee Horse Ridge er et oplagt stop. Her har man over et par hundrede meter genskabt en nedlagt smalsporsjernbane, der oprindeligt var over 50 miles lang og som i starten af 1900- tallet fragtede masser af tømmer ud ad skoven. Nu er der kun et par hundrede meters spor tilbage, men gør et stop alligevel og gå en tur langs den gamle jernbane.

Som sidegevinst får I også vandfaldet Wigwam Falls med i pakken, hvis I følger den korte natursti nede fra parkeringspladsen op til vandfaldet.

Otter Creek, James River og Apple Orchard Mountain
Otter Creek er en sideflod til James River, og der er flere viewpoints og rastepladser langs floden med picnic borde. Overvej et stop ved Otter Creek Lake, hvor man har opstemmet floden med en stor dæmning, hvilket giver et imponerende vandfald.

Efter at have krydset det laveste punkt på hele Blue Ridge Parkway, går det i den grad igen opad mod det højeste punkt på Blue Ridge Parkway i Virginia, som I rammer ved punktet Apple Orchard Mountain i 3.950 fods/ 1.204 meters højde. Her er udsigten fuldstændig fantastisk!

Ved parkeringspladsen ved Fallingwater Cascades kan I gå ned til vandfaldet med samme navn.

Peaks of Otter og Mills Gap
Fra Peaks of Otter går det atter opad på det sidste stykke af dagens etape ind mod den største by langs Blue Ridge Parkway, Roanoke i Virginia, hvor vi anbefaler, at I tager en overnatning. Også på dette stykke af Blue Ridge Parkway kan I glæde jer til fantastiske udsigter ud over Virginias bjergrige landskab.

Tag fx et stop ved Mills Gap, hvor Appalachian Trail krydser Blue Ridge Parkway. Her har I både en fantastisk udsigt mod øst og mod vest. Mod vest kan I skimte James River nede i bunden af dalen – floden som I krydsede tidligere på dagen.

Dagens distance: Cirka 150 miles/ 240 kilometer

Det er en god ide at køre tidligt fra Roanoke i dag, for I har den længste distance på Blue Ridge Parkway foran jer. Til gengæld er dagens etape ikke helt så snoet, som turen gennem den højeste del af Blue Ridge Parkway i Virginia.

Den lavere, centrale del af Blue Ridge Mountains, krydser I i dag, og der venter et kulturlandskab med farme, marker, græssletter, græssende kvæg og mindre byer tæt ved vejen. Men I er stadig højt oppe, så udsigten fejler ikke noget.

Marker, farme og Smart View
Efter at have at lagt Roanoke bag jer åbner der sig et grønt og frodigt landbrugslandskab med små farme og marker samt landmænd, der vender hø og presser høballer.

Gør stop ved Smart View, hvor højdepunktet er udsigten mod øst fra den gamle rustikke træhytte eller ”cabin”. Længere sydpå kan I overveje et hurtigt stop ved Rakes Mill Pound, et lille vandfald og en tilhørende dam skabt af en opstemning af vandløbet ud til vejen. Ved Rocky Knob ligger der endnu et besøgscenter, i øvrigt indrettet i en tidligere tankstation tilbage fra 50’erne, hvilket man godt kan se på udhænget foran bygningen.

Vandmøllen Mabry Mill og Pukett Cabin
Den gamle vandmølle Mabry Mill er et af dagens obligatoriske stop og den nok største seværdighed på dagens etape. Vandmøllen ligger på sin oprindelige placering og er blevet restaureret sammen med de omkringliggende bygninger og værksteder. Den gamle og stadig fungerende vandmølle var i drift fra 1910 til 1935 og blev opført af E.B. Mabry, deraf navnet.

Pukett Cabin lige syd for Grondhog Mountain er også et besøg værdigt. I den lille hytte ud til vejen boede gennem en menneskealder en kvinde, der var kendt som den lokale fødselshjælper. Hun hjalp et utal af børn til verden, og nåede i øvrigt selv at blive hele 102 år gammel, inden hun døde engang tilbage i 30’erne.

Fra Virginia til North Carolina
Blue Ridge Mountains er kendt for sin helt egen musikgenre, den såkaldte blue grass musik. Denne specielle musikgenre hyldes på Blue Ridge Music Center, som også sætter fokus på de musikere, der er kendt for netop denne helt specielle musikgenre.

Lige syd for Blue Ridge Music Center bliver Virginia til North Carolina, hvilket er tydeligt markeret med skilte – og en hvid streg tværs over vejen præcis der, hvor statsgrænsen krydser vejen. Resten af Blue Ridge Parkway ligger i North Carolina.

Udsigt til Stone Mountain
Første hurtige stop i North Carolina kunne være ved den lille dam Little Glade Mill Pound, som I kan gå rundt om. Ellers er udsigtspunktet over Stone Mountain et oplagt stop, hvor I kan se ud over Stone Mountain State Park.

Bullhead Mountain Overlook og Brinegar Cabin, en klassisk Blue Ridge Mountains hytte, er også et par stop værdige.

Natursti ned til vandfaldet The Cacades
North Carolina har uden overdrivelse den mest kuperede og bjergrige del af Blue Ridge Parkway. Selv den ”lave” del af Blue Ridge Parkway i North Carolina byder på masser af bakker. Det er I ikke i tvivl om, når I stille og roligt bevæger jer op i højderne på sidste del af denne dagsetape, inden I kommer frem til dagens mål, byen Blowing Rock.

Ved E.B. Jeffress Park kan I nyde udsigten over North Carolina mod øst – men endnu vigtigere: I kan følge en lille natursti ned til vandfaldet The Cascades, der som navnet antyder bruser ned langs bjergsiden.

Blowing Rock eller Lenoir
Dagens destination er byen Blowing Rock, som ligger lige øst for Blue Ridge Parkway, som er en hyggelig og charmerende resortby. Det er også muligt at overnatte 18 miles længere østpå i byen Lenoir, hvor der findes flere moteller.

Dagens distance: Cirka 90 miles/ 145 kilometer

Denne fjerde etape ned gennem Blue Ridge Mountains bringer jer igen op i højderne på Blue Ridge Parkway. I dag vil I også møde de første af de i alt 25 tunneler i North Carolina. Og så byder dagens etape på adskillige lækre naturoplevelser, blandt andet det højeste punkt i USA øst for Mississippi, Mount Mitchell.

Kunsthåndværk og Lynn Cove viadukten
Moses H. Cone Memorial Park er dagens første stop. Her ligger et kunstcenter med kunsthåndværk fra lokale kunstnere. Centeret er indrettet i den smukke gamle hovedbygning, Flat Top Manor. Der er også mulighed for at tage på rideture ud i området.

Blue Ridge Parkway som rekreativ landevej stod først helt klar i 1987, og årsagen er naturligvis det bjergrige terræn. Den sidste etape af Blue Ridge Parkway, der blev færdiggjort, er netop denne del af ruten, som blev kronet med byggeriet af Lynn Cove viadukten, som snor sig i en S-formet kurve rundt langs siden af Grandfather Mountain.

Den 379 meter lange snoede bro er lidt af en ingeniørbedrift, for broen blev opført i moduler fra syd mod nord ved at samle broelementerne en for en, stort set uden at berøre eller komme i kontakt med bjerget og klipperne under selve broen – hvilket var en del af opgaven. Stort set ingen af de i alt 153 broelementer er ens: De har alle sammen hver deres unikke vinkel.

Grandfather Mountain og Linville Falls – det store vandfald på Blue Ridge Parkway
En kort men lækker natursti, hvor I belønnes med en fin udsigt, venter jer ved overlook’et Flat Rock. Her kan I gå op til et udsigtspunkt, som giver jer et vue ud over den nærliggende Linville Valley mod vest og Grandfather Mountain mod nord, som Lynn Cove viadukten snor sig rundt om.

Linville Falls er ubetinget det største og mest imponerende vandfald på hele Blue Ridge Parkway. Det er en af rutens helt store naturattraktioner.

Forskellige naturstier fører op til udsigtspunkter over vandfaldene. Vi anbefaler den røde rute helt op til udsigtspunktet Erwins View. Udsigten er turen værd, og stigningen op til Erwins View er til at klare.

Hvis I har kræfter til mere efter Linville Falls, så overvej en meget kort afstikker op til overlooket Chestoa View, hvor der fra parkeringspladsen kun er cirka 50 meter ned til en udsigtsplatform med udsigt ud over dalen, hvor Linville River flyder nede i bunden – der hvor I lige kommer fra. Smukt!

Orchard at Altapass
De fleste seværdigheder langs Blue Ridge Parkway hører til i den officielle afdeling, men her er en undtagelse: Orchard at Altapass – en privatejet farm med gammel æbleplantage, der ligger lige ud til Blue Ridge Parkway. Stedet fungerer som salgssted for de mange lokalt producerede varer, ikke mindst æbleprodukter i alle afskygninger.

Men Orchard at Altapass er også et spillested, hvor lokale kommer forbi og får sig en svingom til bl.a. blue grass musik eller traditionel folkemusik – selv på en søndag eftermiddag.

Lidt længere fremme kan I besøge North Carolinas Museum of Minerals, som også fungerer som besøgscenter på Blue Ridge Parkway. Museet har en lille udstilling om mineraler, der tager afsæt i den udbredte minedrift, som især tidligere var en stor industri i Blue Ridge Mountains.

Mount Mitchell – højdepunktet på Blue Ridge Parkway
Mount Mitchell er et must. Bjerget er med sine 6.684 fod/ 2.037 meter det højeste punkt i USA øst for Mississippi floden. Og I kan endda køre hele vejen op og nyde udsigten ud over Blue Ridge Mountains. I skal dog gå de sidste par hundrede meter op til toppen. Men det er naturligvis turen værd, for i klart vejr venter der jer en fantastisk udsigt ud over Blue Ridge Mountains.

Når I nu alligevel er helt oppe på toppen, så gør jer selv en tjeneste at følge den lille natursti Balsam Nature Trail rundt oppe på toppen af Mount Mitchell. Stien er en lille kilometer og turen gennem dette alpine landskab er som balsam for sjælen, som navnet antyder.

Undervejs er der sat plancher op med information om planter og dyreliv her på toppen af Mount Michell. De fleste kan klare turen rundt på Balsam Nature Trail på cirka 20 minutter.

Craggy Gardens – haven med rododendron buske
Selvom begrebet ”en have” umiddelbart ikke giver mening i den vilde natur langs Blue Ridge Parkway, er der lidt om snakken ved Craggy Gradens, hvor det vrimler med rododendron buske og andre buske og træer, der giver området sit haveagtige præg.

Et oplagt sted til en pause til en kort picnic eller måske til at nyde solnedgangen over Blue Ridge Mountains. Overnatning i Asheville.

Dagens distance: Cirka 85 miles/ 140 kilometer

Femte og sidste etape af Blue Ridge Parkway går fra Asheville til Great Smoky Mountains National Park. Denne del af ruten er samtidig den højeste og mest bjergrige del af turen, hvor I krydser det højeste punkt på hele Blue Ridge Parkway i 6.053 fod/ 1.845 meters højde. Desuden får I fornøjelsen af at køre gennem hovedparten af de mange tunneler på Blue Ridge Parkway i North Carolina.

Fra Asheville snor vejen sig op i bjergene og byder på den ene panoramaudsigt efter den anden, så det kan være svært at vælge, hvor I lige skal stoppe henne.

Looking Glass Rock Overlook og vandfaldet ved Grayard Fields
Looking Glass Rock er en gigantisk klippemonolit øst for Blue Ridge Parkway, hvis golde og glatte klippesider på afstand minder om glas i vådt vejr – deraf navnet. Den markante klippe kan ses fra flere udsigtspunkter langs vejen, men Looking Glass Rock Overlook er ikke overraskende et af de bedste.

Vandfaldet ved Grayard Fields er et af de mest populære steder på denne del af ruten, hvilket I tydeligt kan fornemme på de mange biler, der altid holder ved parkeringspladsen. Flere gæster bruger området omkring Graveyard Fields som rekreativt område, og der er mulighed for at tage en dukkert i det kolde vand.

Der er rigtig mange udsigtspunkter på den smukke rute hele vejen til byen Cherokee, hvor Blue Ridge Parkway ender.

Dagens distance: Cirka 60 miles/ 95 kilometer

Den mest besøgte nationalpark i USA med 9 millioner besøgende hvert år er hverken Grand Canyon eller Yosemite, men Great Smoky Mountains National Park. Her vil I opleve en skøn blanding af storslået natur, et rigt dyreliv og kulturhistorie i kraft af de nybyggere, som tidligere boede i bjergene, inden Great Smoky Mountains blev nationalpark i 1934.

Great Smoky Mountains ligger med den ene halvdel i North Carolina og den anden halvdel i Tennessee. Statsgrænsen går stort set ned midt gennem parken langs vandrestien Appalachian Trail. Bjergpasset midt i parken, Newfound Gap, markerer statsgrænsen mellem Tennessee og North Carolina. Newfound Gap er samtidig et af de helt store trækplastre i parken, for her har I en fremragende udsigt over de gråblå, disede bjergtoppe. Det er her I har beviset på, at navnet passer til bjergene og nationalparken.

Selvom det vrimler med turister i Great Smoky Mountains det meste af året, kan I godt finde uforstyrrede steder. Tag fx en stille afstikker ud på en af de mange naturstier i parken. Der er både korte og længere stier.

Frilandsmuseum i Cades Cove og Roaring Fork Motor Trail
Great Smoky Mountains har været koloniseret ganske effektivt tidligere, inden parken blev nationalpark i 1934, hvilket dalen Cades Cove i den sydvestlige del af parken er et bevis på. Her kan I på en 11 miles lang ensrettet rute opleve nogle af de farme og kirker, som det lille samfund i denne del af parken bestod af før nationalparkens oprettelse i 1934.

En anden kør-selv oplevelse er Roaring Fork Motor Trail, der er en fem miles lang vej rundt i den centrale del af Great Smoky Mountains. Følg skiltene i fra hovedgaden i Gatlinburg – den eneste mulighed for at komme ud på Roaring Fork Motor Trail. Den fem miles lange, asfalterede og ensrettede skovvej, byder på et kuperet skovterræn, flere vandfald og nogle få historiske bygninger fra slutningen af 1800-tallet, inden Great Smoky Mountains blev nationalpark.

Vi anbefaler at afsætte mindst halvanden eller 2 dage til at udforske Great Smoky Mountains National Park på jeres kør-selv ferie i USA.

INDSÆT GOOGLE MAP HER!

blue ridge